Selvom produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence lyder som noget, der efterhånden er svært at finde, så eksisterer de rent faktisk. Nye nicher, sæsonbestemte øjeblikke og populære produktkategorier skaber ofte unikke muligheder for at finde produkter med relativt lav konkurrence, men et stort publikum. Uanset om du ønsker at lancere en dropshipping-forretning eller er ved at etablere dit produktsortiment, kan det at spotte disse muligheder tidligt give dig en markant fordel.
Hemmeligheden ligger i at identificere områder, hvor interessen stiger hurtigt, før konkurrencen oversvømmer markedet – kig på områder, hvor målgruppen er underforsynet, overvej smarte produktvariationer eller aktuelle kulturelle skift. Disse vinduer forbliver ikke åbne for evigt, så du skal validere dine idéer hurtigt, være fleksibel og klar til at tilpasse dig, når markedet ændrer sig.
Her er, hvad du skal vide om at sælge produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence.
Hvad er et produkt med høj efterspørgsel og lav konkurrence?
- Virale produkter
- Nicheprodukter
- Sæsonprodukter
- Problemløsende produkter
- Begivenhedsdrevet efterspørgsel
Produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence er ofte karakteriseret ved, at de stiger betydeligt i interesse, mens udbuddet halter bagefter, hvilket skaber unikke muligheder for agile onlinevirksomheder. Disse produkter adresserer typisk pludselige eller nye behov, som eksisterende sælgere endnu ikke har fået øje på eller imødekommer. Husk, at markeder og produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence typisk åbner op for kortsigtede muligheder snarere end en konsistent efterspørgsel og bæredygtige, konkurrencemæssige fordele.
"Et produkt med høj efterspørgsel og lav konkurrence skal være et meget populært, viralt produkt," siger Lucia Cedron, senior produktleder hos Shopify, som hjælper butiksejere med at identificere kundernes smertepunkter og få succes på platformen. Disse produkter kan også imødekomme sæsonbestemte behov eller nicheinteresser.
Der findes flere kategorier af produkter med høj efterspørgsel:
Virale produkter
Virale produkter er karakteriseret ved en eksplosiv stigning i popularitet – typisk på sociale medier – drevet af influencer-indhold, virale videoer eller kulturelle begivenheder. De kan generere hurtige salg, men deres popularitet varer som regel ikke ved. Modeaccessories og skønhedsprodukter går ofte viralt på grund af hurtigt skiftende trends, dog kan virale hits dukke op i en hvilken som helst kategori.
For eksempel viser Google Trends-data, at interessen for Stanley-kopper toppede i slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024, efter en viral video viste en, der overlevede en bilbrand – med isen stadig intakt i koppen. Siden da er interessen aftaget til et mere moderat niveau.
Nicheprodukter
Nicheprodukter henvender sig til meget specifikke målgrupper, som mainstream-sælgere ofte overser. Disse produkter er ofte en succes, fordi de løser specifikke problemer for en nøje udvalgt kundetype – f.eks. erfarne bagermestre, der skal bruge præcisionsvægtskeer, gamere, der ønsker udskiftelige VR-ansigtspuder eller hundeejere, der søger racespecifikke plejeredskaber.
Selvom nicher med lav konkurrence er mindre end det store massemarked, er kunderne i disse segmenter typisk mere engagerede og villige til at betale højere priser for produkter, der opfylder deres meget specifikke behov. For eksempel kan du opnå en højere konverteringsrate med niche-dropshipping end med almen dropshipping, dog kan det blive en udfordring at finde specialiserede leverandører med en konsistent lagerbeholdning.
Sæsonprodukter
Sæsonprodukters popularitet er nem at forudsige, eftersom efterspørgslen ofte topper i bestemte perioder – herunder f.eks. i julen, om sommeren, til halloween eller fødselsdage. Selvom sæsonbestemte varer, såsom juledekorationer, badetøj, kostumer og lykønskningskort, teknisk set kan sælges online året rundt, sker størstedelen af salget inden for et relativt kort tidsrum.
Nogle virksomheder bygger hele deres forretning på denne model. Fætter BR har måske halloweenkostumer på lager i oktober, men kan ikke matche Billig-Billy eller Temashop.dk’s varierede sortiment. Sæsonbutikker overlever ved at imødekomme en tidsbestemt efterspørgsel gennem omfattende produktsortimenter, som mainstream-butikker ikke er i stand til at føre på samme måde.
Det er værd at bemærke, at onlinebutikker ofte har sværere ved at konkurrere i denne kategori, fordi kunderne ofte ønsker øjeblikkelig tilgængelighed. En del af appellen ved fysiske sæsonbutikker er netop, at kunderne slipper for at skulle vente på forsendelse i perioder med høj efterspørgsel.
Problemløsende produkter
Problemløsende produkter er nye eller forbedrede versioner, der adresserer nye smertepunkter. I begyndelsen oplever de ofte høj efterspørgsel og lav konkurrence, før markedet modnes og bliver mættet.
For eksempel udløser hver ny iPhone en strøm af tilbehørsproducenter, der tilpasser sig nye specifikationer. Da Apple skiftede fra Lightning- til USB-C-opladning, identificerede iværksættere hurtigt muligheder for Lightning-til-USB-C-adaptere og dual-connector-kabler, der passer til både gamle og nye modeller. Google Trends viser en massiv stigning i efterspørgslen i september 2023, da Apple annoncerede ændringen. Nu er markedet for disse produkter dog mættet af konkurrence.
Begivenhedsdrevet efterspørgsel
Disse produkter topper på grund af nyhedsbegivenheder, celebrity-anbefalinger eller kulturelle fænomener. Hurtig identifikation og hurtig handling er afgørende, hvis du vil udnytte disse flygtige muligheder til at øge omsætningen. Da COVID-19-pandemien toppede begyndte mange fremsynede iværksættere at tilbyde meget målrettede produkter, herunder dekorative ansigtsmasker, fancy håndsprit, UV-sterilisatorer til mobil- og elektroniske enheder med mere. Selvom efterspørgslen på nogle af produkterne fortsatte efter pandemien, var den markante vækst for de fleste af produkterne kun midlertidig.
Sådan finder du produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence
At spotte produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence kræver agilitet og de rigtige værktøjer til at spotte nye trends, før konkurrencen flyder over. Her er nogle strategier, du kan bruge til at identificere profitable produkter, mens de er i deres eksplosive vækstfase:
Brug kraftfulde analyseværktøjer
"Det første og vigtigste trin er at foretage en søgeordsanalyse," siger Lucia. Google Trends er et gratis værktøj, der giver indsigt i, hvilke produkter folk søger efter.
Start med at søge på brede kategorier – f.eks. "kaffe" eller "træningstøj" – sammen med mere specifikke kategorier – som "kaffekrus" eller "bæredygtigt træningstøj." Bogmærk dine søgninger for at kunne vende tilbage til dem senere, og tjek tidsintervaller som "Seneste 4 timer," "Seneste 7 dage" og "Seneste 30 dage" ved hjælp af rullemenuen.

Kilde: Google Trends
Fokuser på sektionen "Relaterede emner", og indstil den til "Stigende." Her ser du breakout-søgetermer som "irsk kaffe" eller "svampekaffe." Klik på et emne for at udforske dets søgevolumentrends over tid.
For at få endnu mere at vide kan værktøjer som Jungle Scouts Opportunity Finder og Dropship.io hjælpe dig med at opdage produkttrends, spore salgspræstationer, vurdere konkurrence og identificere muligheder. Du kan filtrere efter kategori og justere din søgning efter dine kriterier. Dropship.io samler endda Facebook-annoncer, så du kan analysere dine konkurrenters annonceforbrug. Hvis du ser dine konkurrenter investere i svampekaffe-annoncer, kan dette indikere en ny markedstrend. Du kan også gennemse Metas annoncebibliotek – det viser dog ikke annonceforbrug.
Hvis du er usikker på, hvor du skal starte, kan du også bede AI-værktøjer som Gemini om at identificere produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence inden for din niche og derefter krydstjekke forslagene med Google Trends og andre analyseværktøjer.
Når du har identificeret nogle lovende produkter, kan dropshipping-apps hjælpe dig med hurtigt at finde og teste disse varer uden forudgående lagerinvestering. Med denne tilgang kan du altså nemmere validere efterspørgslen på populære produkter, samtidig med at du bevarer fleksibiliteten til at tilpasse dig, når markedsforholdene ændrer sig.
Udnyt sociale medier
Sociale medieplatforme er ikke kun velegnede til at dele indhold – de kan også give et tidligt varsel om, hvilke produkter der er ved at eksplodere i popularitet. Hver platform tilbyder unikke indsigter i nye trends, som sælgere kan drage nytte af til at øge deres omsætning:
- TikTok-trendovervågning. Gennemse TikTok Shops mest populære kategorier for at finde bestsellerprodukter, eller brug produktrelaterede søgeord og sorter efter nylige videoer med et hurtigt stigende antal visninger. Produkter, der genererer organisk viralt indhold, er ofte begyndelsen på større stigninger i efterspørgslen. Hold øje med kommentarer for spørgsmål som "Hvor kan jeg købe dette?" for at identificere, hvor udbuddet ikke møder efterspørgslen. Lucia anbefaler også at kigge på hashtags som #TikTokMadeMeBuyIt.
- Instagram-sporing. Start med at bruge Instagrams søgefunktion til at udforske relevante hashtags som #kaffe, #espresso og #kaffetid for at opdage, hvilke produkter folk taler om. Dette er også en effektiv måde, hvorpå du kan identificere influencere inden for din niche og følge deres profiler for at se, hvilke produkter de fremhæver.
- Pinterest-trendanalyse. Opslag med højt engagement – dvs. opslag, der er blevet gemt og liket mange gange – kan ofte give en indikation af produkter eller idéer med høj efterspørgsel. Siden Pinterest Trends viser nye søgninger, relaterede trends og populære opslag inden for den kategori, du udforsker.
- Reddit-overvågning. Find nicher med lav konkurrence gennem subreddits som r/shutupandtakemymoney, som ofte fremviser produkter, før de går viralt. Ved også at udforske brede kategorier som "Mad og drikke" kan du spotte globale trends – f.eks. "Dubai-chokolade” – som måske kan inspirere dig til at inkorporere et nyt produkt i dit eksisterende produktsortiment, f.eks. en kaffevariant med Dubai-chokoladesmag.
Analyser konkurrencen
Timing er afgørende, når det kommer til virale og populære produkter. Kunsten er ikke bare at finde produkter med lav konkurrence, men også at identificere midlertidige vinduer, hvor efterspørgslen er steget, men hvor konkurrencen endnu ikke har fulgt trop.
Søg på store platforme som Amazon, eBay og Google Shopping efter potentielle produkter med fokus på nyligt oprettede listings, og på hvornår sælgerne er kommet ind på markedet. Hold øje med voksende efterspørgsel i kategorier, hvor der kun er få konkurrenter, eller hvor eksisterende listings er af lav kvalitet – det kan være tegn på uudnyttede muligheder.
Brug Metas annoncebibliotek til at spore, hvor mange virksomheder der for nylig er begyndt at promovere lignende produkter – lav annoncekonkurrence kan betyde, at du er tidligt ude i forhold til at fange en trend. Værktøjer som Milled lader dig også scanne konkurrenternes marketingmails for at se, hvad de aktivt (eller ikke aktivt) sender ud.
Tjek endelig leverandørernes tilgængelighed på flere platforme. Selvom AliExpress stadig er en populær løsning, kan du også overveje at udforske dropshipping-apps, der forbinder dig med verificerede leverandører, som tilbyder hurtigere leveringstider. Når kun få leverandører er i stand til at levere et specifikt produkt, eller når der strømmer nye til, er det ofte et tegn på en spirende trend og et produkt med høj efterspørgsel og lav konkurrence.
Overvåg sæsonmuligheder
Vær opmærksom på kommende helligdage, begivenheder og kulturelle begivenheder, der kan sætte gang i efterspørgslen. Produkter relateret til halloween, jul, valentinsdag og store sports- eller musikbegivenheder kan være fremragende muligheder for at spotte produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence.
Følg med i nyhederne, og holde øje med nye livsstilstrends, der kan udløse en pludselig efterspørgsel eller skabe nye produktkategorier. Anbefalinger fra kendisser, virale nyhedshistorier eller kulturelle fænomener kan give grobund for nye produkter.
Hvis du for eksempel er tøjforhandler og ved, at Beyoncé snart igangsætter sin Cowboy Carter-turné, kan du fylde lageret op med cowboyhatte og glimrende jakker tidligt for at forberede dig på den kommende efterspørgsel.
13 produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence
- Miljøvenlige produkter
- Hobbyprodukter
- Livsstilsprodukter
- Alternative produkter for forældre
- Fandom- og subkulturvarer
Husk, at produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence ofte repræsenterer midlertidige muligheder snarere end langsigtede markedspositioner. Succesfulde sælgere i dette område beror på hurtig markedsindtrædelse, aggressiv markedsføring under spidsbelastning og strategisk exit-planlægning før markedet bliver mættet, samtidig med at de løbende identificerer nye muligheder. Her er nogle eksempler på mulige produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence:
Miljøvenlige produkter
Disse nicheprodukter henvender sig til bæredygtighedsbevidste forbrugere, som måske ikke er tilfredse med allerede eksisterende alternativer.
1. Kæledyrsartikler. Komposterbare eller bionedbrydelige høm høm-poser, kæledyrslegetøj lavet af genbrugsmaterialer og bæredygtigt fremskaffede snacks kan appellere til miljøbevidste kæledyrsejere.
2. Makeup. Genopfyldelige øjenskyggepaletter, genopfyldeligt mascara og veganske produkter er blot nogle få eksempler på makeup-produkter med et miljøvenligt twist.
3. Soldrevne gadgets. Soldrevne powerbanks imødekommer behov hos både bæredygtighedsbevidste målgrupper såvel som eventyrlystne målgrupper.
4. Husholdningsartikler. Bæredygtige drikkebeholdere, genanvendelige plastikposer, bionedbrydelige sugerør og giftfrie rengøringsmidler er alle veje ind i den miljøbevidste forbrugers husholdning.
Hobbyprodukter
Hvis du imødekommer behov i forbindelse med populære hobbyer, kan du meget vel blive den foretrukne leverandør for en bestemt sport eller aktivitet.
5. Padeltennis. For at hoppe med på padeltennis-bølgen kan du overveje at adressere nicher inden for sportenog tilbyde f.eks. Luksus-padelbat, bolde, udstyr mm.
6. Indendørs planter. Minidrivhuse, frødyrkningssæt, plantekasser, bordterrarier – mulighederne for at bringe planter ind i små, indendørs rum er uendelige.
Livsstilsprodukter
Dette er en bred kategori, der ofte rummer nye produkter med høj efterspørgsel og potentialet til at gå viralt.
7. Wellnessindustrien. Lysterapi-briller, saunatæpper, tyngdetæpper og kosttilskud til nichediæter er alle måder at bryde ind i wellness-trends på.
8. Digital nomadisme. Smarte tegnebøger med AirTag-holdere, organiserede kabeletuier og soldrevne telefonopladere kan alle understøtte målgrupper, der ønsker at leve eller bevæge sig i retning af den famøse #Vanlife-livsstil.
Alternative produkter for forældre
Uanset om det handler om babystyret madtilvænning eller naturfokuserede børnehaver, kan forældres mange præferencer åbne op for nye produktmuligheder, herunder:
9. Montessori. Træpuslespil og sanselegetøj imødekommer forældre, der ønsker plastikfrie og pædagogiske alternativer.
10. Produkter til eventyrlige forældre. Overvej produkter som oppustelige badekar, børnevenlige videnskabssæt, naturaktivitetsbøger og eventyrkits, der henvender sig til familier med en aktiv udendørs livsstil.
11. Praktiske produkter. Hjælp travle forældre med at få orden på sagerne ved at tilbyde produkter som specialiserede notesbøger, store vægkalendere, praktiske køleskabsmagneter og ekstra opbevaringslommer til bilen.
Fandom- og subkulturvarer
Du kan også vælge at henvende dig til fans af tv-serier, film, musikere og spil og dermed udnytte trends, der topper i forbindelse med nye sæsoner, albumudgivelser, efterfølgere eller turnéer.
12. Cosplay. Anime-inspirerede kostumer, kvalitetsrekvisitter og accessories kan hurtigt tilpasses skiftende cosplay-trends.
13. Hverdagsprodukter til specifikke fanskarer. Nøgleringe inspireret af World of Warcraft, notesbøger i BTS Army-stil og Taylor Swift-inspirerede venskabsarmbånd er eksempler på produkter, der appellerer til engagerede fanskarer.
Hver af disse produktkategorier har alle set nylig tilvækst i efterspørgslen, håndterbar konkurrence og viralt potentiale, men disse dynamikker kan skifte hurtigt. For eksempel vil nye konkurrenter sandsynligvis komme ind på banen, efterhånden som padel eller Montessori bliver mainstream.
“Prisen er en vigtig del af din branddifferentiering”, forklarer Lucia. “Du skal vælge et prisniveau, hvor køberen ikke behøver at overveje beslutningen to gange,” siger hun. Derudover er branding, markedsføring og pålidelighed afgørende faktorer: “Kunderne kommer kun, hvis du fortæller en stærk historie og opfylder et behov, hvor efterspørgslen endnu ikke er dækket.”
Ofte stillede spørgsmål om produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence
Hvordan finder jeg produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence?
For at finde produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence skal du bruge Google Trends til at identificere nylige stigninger i antallet af søgninger snarere end stabile mønstre. Overvåg sociale medieplatforme for at spotte viralt indhold med produkter, og aktivér notifikationer for populære hashtags og nye søgetermer relateret til dit nichemarked. Sørg for at være et skridt foran, så konkurrencen ikke allerede er ankommet, når du er færdig med dine markedsundersøgelser.
Hvordan finder jeg produkter med høj efterspørgsel og lav konkurrence på Etsy?
Du kan gennemse Etsys mest populære produktkategorier og lede efter søgeord med en nylig stigning i antal søgninger, men hvor der kun er oprettet få matchende kvalitetsannoncer dertil. Hold også øje med Etsys sociale medier for at spotte virale produkter.
Hvilken slags produkter har den højeste efterspørgsel?
Produkter med eksplosiv efterspørgsel findes ofte i populære produktkategorier som telefontilbehør, funktionelle køkkengadgets, sportsudstyr, udendørsaktivitetsudstyr og daglige fornødenheder. Sociale medier, nicheinteresser, årstider og kulturelle begivenheder er med til at drive disse trends. Især når produkterne løser problemer og tilmed tager sig godt ud på billeder, så folk har lyst til at dele dem på nettet.


