Hvis du drømmer om et skur i haven, kan du enten købe et færdigbygget, hyre en håndværker eller selv bygge det ud fra tegninger og materialer.
Når det gælder e-handel, minder brugen af en open source e-handelsplatform lidt om at bygge sit eget skur. Platformen fungerer som dine tegninger og materialer og giver dig alt, hvad du skal bruge for at skabe en komplet webshop, samtidig med at du bevarer friheden til at tilpasse den til din forretning. Ulempen er, at arbejdet med open source-software kræver både tid og tekniske kompetencer.
Hvis du har den nødvendige viden, eller samarbejder du med en webudvikler, kan en open source e-handelsplatform give dig muligheden for at opbygge en brugervenlig og skalerbar webshop, præcis som du ønsker den.
Hvad er open source e-handel?
Open source e-handel dækker over e-handelssoftware, hvor brugeren har fuld adgang til den oprindelige kildekode. Det giver mulighed for at ændre og tilpasse e-handelsplatformen, så den passer til virksomhedens behov, og samtidig fuld kontrol over design og funktionalitet i den online butik. Open source-software er som regel gratis at downloade og anvende.
Hvordan fungerer open source e-handel?
Det første skridt i arbejdet med en open source e-handelsløsning er at downloade kildekoden. De fleste udbydere af open source platforme tilbyder direkte downloadlinks på deres hjemmesider, men nogle kræver, at man opretter et gratis medlemskab først. Mange platforme kan også findes i onlinebiblioteker for open source-software som SourceForge.
Opsætningen af selve webshoppen er der, hvor det begynder at blive mere teknisk. Selvom nogle udbydere gør det muligt for brugere med begrænset teknisk erfaring at oprette en butik, kræver det typisk webudviklingskompetencer at udnytte en open source-løsning fuldt ud. Mange mindre virksomheder vælger derfor at samarbejde med en webudvikler.
De fleste open source e-handelsplatforme tilbyder apps og udvidelser, der giver ekstra funktioner og tilpasningsmuligheder. For eksempel kan du tilføje et system til lagerstyring via platformens egen app-markedsplads, en markedsplads med flere udbydere eller direkte fra tredjepartsudviklere. Mange open source e-handelsplatforme stiller også API’er til rådighed, så du kan integrere andre programmer eller udvide butikkens funktionalitet.
Da open source-software er udviklet med henblik på tilpasning, kan en erfaren webudvikler skræddersy platformen, så den passer præcist til din virksomheds behov.
6 bedste open source e-handelsplatforme
Der findes mange populære open source e-handelsplatforme – lige fra simple indkøbskurv-plugins til fuldt integrerede systemer med både front-end og back-end. De seks platforme herunder er blandt de mest anvendte blandt online virksomhedsejere, som sætter pris på deres brugervenlighed og stærke funktionalitet.
1. WooCommerce
WooCommerce er en gratis open source e-handelsplatform udviklet til WordPress-websites. Platformen er et af de mest populære valg blandt e-handelsvirksomheder og driver omkring 29 % af online butikker verden over.
Integration med WordPress’ indholdsstyringssystem kræver ingen særlige tekniske færdigheder, men tilpasning af funktioner og design forudsætter kendskab til PHP-programmering. WooCommerce er samtidig meget udbredt i Danmark, hvor den fungerer problemfrit med lokale betalingsløsninger som MobilePay, Nets og QuickPay.
WooCommerce’s funktioner inkluderer:
- Over 1.200 temaer
- Produktsortering
- Automatisk skatteberegning
- Indbygget betalingsbehandling
- Flere betalingsmuligheder
- Lagerstyring
- Over 800 udvidelser
- Marketingværktøjer via plugins
- Kundesupport til WooCommerce-produkter
2. OpenCart
OpenCart er en fleksibel open source e-handelsplatform, udviklet i PHP og baseret i Hongkong. Ligesom WooCommerce gør den det muligt for brugere uden større teknisk erfaring at oprette en grundlæggende webshop ved hjælp af et af platformens mange temaer.
OpenCart bygger på en “kerne plus udvidelser”-model, som betyder, at selve grundsystemet er letvægtigt, mens ekstra funktioner kan tilføjes gennem moduler – for eksempel multi-butikshåndtering. De fleste butiksejere vælger derfor at installere flere udvidelser for at skræddersy deres webshop. Platformens aktive udviklerfællesskab har bidraget til et bibliotek med over 13.000 udvidelser.
OpenCart anvendes også i Danmark og understøtter integrationer til lokale betalingsløsninger som QuickPay, Nets og MobilePay, hvilket gør den velegnet til mindre og mellemstore webshops.
OpenCarts indbyggede funktioner inkluderer:
- Over 2.700 temaer
- Over 20 integrerede betalingsgateways
- Multi-butikshåndtering
- Brugerroller
- Ubegrænsede produkter og produktkategorier
- Produktfiltre og sortering
- Multi-valuta support
- Integreret forsendelse
- Gentagne ordrer
3. NopCommerce
NopCommerce er en gratis open source e-handelsplatform, der henvender sig til både små og mellemstore virksomheder samt enterprise-kunder. Platformen er udviklet i Rusland og bygger på ASP.NET – et serverbaseret sprog fra Microsoft, der anvender C# som programmeringssprog. Det gør NopCommerce særligt attraktiv for virksomheder, der allerede benytter Microsoft-teknologier.
Platformen tilbyder to versioner: en fuld kildekodeversion til udviklere og en one-click installationsløsning til brugere med begrænset teknisk erfaring. NopCommerce anvendes også i Danmark, især blandt virksomheder, der arbejder med Microsoft-miljøer og søger en stabil, skalerbar løsning, der kan integreres med deres eksisterende systemer.
NopCommerces funktioner inkluderer:
- Indholdsstyringssystem
- Over 1.500 integrationer
- Mobilresponsivt interface
- Multi-butikshåndtering
- Omnichannel-salg
- Headless-funktionalitet
- SEO-venligt design
- Over 150 udvikler-, hosting- og teknologipartnere
4. Adobe Commerce (Magento)
Adobe Commerce (tiligere Magento) er en anerkendt open source e-handelsplatform, der tilbyder et omfattende udvalg af indbyggede funktioner. Platformens markedsplads, Adobe Marketplace, rummer over 3.000 gratis og betalte udvidelser, så virksomheder nemt kan tilføje de funktioner, de har brug for. Adobe Commerce har en stejlere indlæringskurve end mange andre open source e-handelsplatforme. Brugere med begrænset teknisk erfaring vælger derfor ofte at samarbejde med en webudvikler for at udnytte platformens fulde potentiale. Platformen er udviklet i PHP og er kendt for sin høje grad af fleksibilitet og skalerbarhed.
I Danmark benyttes Adobe Commerce hovedsageligt af mellemstore og store webshops, som har behov for avancerede funktioner, høj ydeevne og integration med systemer som ERP, PIM og betalingsløsninger som Nets, MobilePay og QuickPay.
Adobe Commerce Open Source inkluderer:
- Indholdsstyringssystem
- Analyse og rapportering
- Katalogstyring
- Søgemaskineoptimeringsværktøjer
- Lagerstyringssystem
- Multi-niveau prissætning
- Mobiloptimeret butik
- Understøttelse af internationale valutaer
- Central administration til driftsstyring
5. PrestaShop
PrestaShop er en gratis open source e-handelsplatform, der gør det muligt at opbygge og tilpasse en fuldt funktionel webshop. Platformen er udviklet i PHP og tilbyder både fleksibilitet og brugervenlighed, hvilket gør den populær blandt europæiske virksomheder – også i Danmark.
PrestaShop understøtter integrationer med danske betalingsløsninger som MobilePay, Nets og QuickPay samt fragtudbydere som PostNord og GLS. Softwaren kan tilpasses via temaer og moduler, og der findes et stort bibliotek af gratis og betalte udvidelser.
PrestaShops indbyggede funktioner inkluderer:
- Lager- og ordreadministration
- Avanceret produktkategorisering
- Fler-sproget og multi-valuta support
- SEO-optimerede skabeloner
6. Sylius
Sylius er en moderne open source e-handelsplatform bygget i Symfony, et PHP-framework kendt for sin fleksibilitet og høje sikkerhed. Platformen er udviklet til virksomheder, der ønsker fuld kontrol over design, funktionalitet og brugeroplevelse, og den er særligt velegnet til dem, der arbejder sammen med webudviklere. Sylius er skabt til at kunne tilpasses i dybden og integreres med andre systemer via API’er. Det gør den oplagt for virksomheder, der har brug for skræddersyede løsninger eller planlægger at skalere deres webshop internationalt.
Sylius’ indbyggede funktioner inkluderer:
- Headless e-handel og API-integration
- Multi-valuta og multi-sprog support
- Modulær arkitektur til tilpasning
- Indbygget marketing- og rabatsystem
- Avanceret produkt- og ordrebehandling
Open source e-handel vs. SaaS e-handel
Der findes to hovedtyper af e-handelsplatforme: open source og software som en tjeneste (SaaS). SaaS er en cloudbaseret model, hvor virksomheder får adgang til software gennem et abonnement. Shopify er for eksempel et populært SaaS e-ehandelsværktøj.
Begge typer platforme kan bruges til at opbygge sikre og brugervenlige webshops, men de adskiller sig i prisstruktur, tilpasningsmuligheder og i hvor høj grad der kræves teknisk viden til opsætning og vedligeholdelse.
Omkostninger
- Hvordan de er ens. Selvom open source-software som udgangspunkt er gratis at downloade og bruge, vil både open source- og SaaS-platforme medføre udgifter til opsætning og drift af webshoppen.
- Hvordan de er forskellige. aaS-platforme fungerer på abonnementsbasis, hvor prisen typisk dækker adgang til software, hosting samt visse apps og udvidelser. Open source e-handelsplatforme er gratis at hente, men kræver ofte separate udgifter til hosting, betalte udvidelser og eventuel webudvikling.
Tilpasning
- Hvordan de er ens. Både SaaS- og open source-platforme giver mulighed for tilpasning gennem apps, moduler og udvidelser.
- Hvordan de er forskellige. IEn open source e-handelsplatform kan i princippet tilpasses ubegrænset, så længe du eller din udvikler har den nødvendige tekniske ekspertise. SaaS-platforme tilbyder også tilpasningsmuligheder, men inden for faste rammer og med mere begrænsede indstillingsmuligheder.
Visning
- Hvordan de er ens. Både SaaS- og open source-platforme giver mulighed for at tilpasse udseendet og oplevelsen af webshoppen. Mange tilbyder et udvalg af færdige temaer, der fungerer som skabeloner for design og layout.
- Hvordan de er forskellige. En webudvikler kan ændre alle dele af brugergrænsefladen i et open source e-handelsværktøj ved at redigere kildekoden. SaaS-platforme giver derimod brugere uden teknisk erfaring mulighed for at justere designet inden for de rammer, systemet tillader.
Sikkerhed
- Hvordan de er ens. Begge typer platforme er udviklet til at hjælpe e-handelsvirksomheder med at beskytte kundedata og sikre en tryg købsoplevelse.
- Hvordan de er forskellige. SaaS-platforme leveres med indbyggede sikkerhedsfunktioner og bliver løbende overvåget og opdateret for at følge med de nyeste teknologier. Mange SaaS-løsninger er desuden PCI-certificerede, hvilket garanterer, at kreditkortdata håndteres sikkert. En open source e-handelsplatform kræver derimod, at brugeren selv står for opdateringer, PCI-overholdelse og løbende overvågning af webshoppens sikkerhed.
Ofte stillede spørgsmål om open source e-handelsplatform
Hvad er open source e-handel?
Open source e-handel dækker over e-handelssoftware, hvor hele kildekoden er frit tilgængelig for brugeren. Det betyder, at virksomheden selv kan tilpasse og videreudvikle sin webshop efter behov. Open source-software er som regel gratis at downloade, men udgifter til hosting, udvidelser og webudvikling er normalt ikke inkluderet.
Er Shopify en open source e-handelsplatform?
Nej, Shopify er en lukket SaaS-platform og dermed ikke open source. For at bruge Shopify betaler virksomhedsejere et månedligt abonnement, som giver adgang til platformens software, hosting og support.
Hvad er nogle eksempler på open source e-handelsplatforme?
Der er mange open source e-handelsplatforme på markedet, herunder følgende:
- Adobe Commerce (tidligere Magento)
- WooCommerce
- Open Cart
- Odoo
- Sylius
- Saleor
- PrestaShop
- NopCommerce
- Medusa
- Drupal Commerce


