Cricut-maskiner er kraftfulde, populære og alsidige, og de kan hjælpe dig med at skabe en bred vifte af DIY-produkter. Uanset om du laver skræddersyede t-shirts, aluminiumssmykker, vægkunst, filtede bamser eller delikate papirblomster, kan en Cricut-maskine hjælpe dig med dine kreative bestræbelser.
Hvis du er en dygtig Cricut-bruger, har du måske allerede overvejet, hvordan du kan omdanne din hobby til en indtægtskilde – og det første skridt er at beslutte, hvilke typer Cricut-projekter du vil sælge. I det følgende kommer vi med inspiration til Cricut-forretningsidéer samt et par forretnings- og markedsføringsmæssige overvejelser, der kan hjælpe dig med at tjene penge.
Hvad er en Cricut-virksomhed?
En Cricut-virksomhed er en håndværksvirksomhed, der sælger produkter, som er lavet med en Cricut-maskine – en smart skæremaskine, der reproducerer digitale designs ved at skære dem ud af materialer som papir, læder, stof, vinyl og træ.
For at komme i gang skal du købe en Cricut-maskine, downloade Cricut-appen for at oprette eller købe designs og anskaffe materialerne til at lave dine produkter. Maskinen, der er på størrelse med en almindelig printer, genskaber designet ved hjælp af dit valgte materiale. Populære og profitable Cricut-forretningsidéer inkluderer bl.a. papirvarer, beklædning, skiltning og dekorationer til hjemmet.
15 Cricut-forretningsidéer
- Bryllupsdekorationer og -gaveartikler
- Klistermærker og etiketter
- Festartikler
- Skræddersyede gaveartikler
- Boligindretning
- Beklædning
- Smykker
- Papirvarer og kort
- Filtprodukter
- Cricut-designs
- Julehåndværk
- Skilte til events
- Nøgleringe
- Telefoncovers
- Gaveartikler til babyer
Som med enhver kommerciel virksomhed er nøglen til at drive en succesfuld Cricut-virksomhed at sælge et kvalitetsprodukt, der opfylder dine kunders behov. Her er et overblik over nogle af de bedst sælgende Cricut-projekter:
1. Bryllupsdekorationer og -gaveartikler
Mange par er villige til at spendere lidt ekstra for at gøre deres bryllup endnu mere mindeværdigt med skræddersyede bryllupsdekorationer og gaveartikler. Dette kan føre til høje profitmarginer på Cricut-projekter. Hvis du ønsker at oprette en virksomhed, der henvender sig til bryllupsmarkedet, kan du lave Cricut-bryllupskagepynt, gaver til brudepiger og forlovere, papirblomster, vinglas med specialtryk, menuer og navneskilte.
2. Klistermærker og etiketter
Du kan bruge din Cricut-maskine til at lave klistermærker og etiketter til dekoration, gaver og organiseringsmæssige formål. Tænk for eksempel på etiketter til krydderihylder, spisekammer og rengøringsartikler, planlægningsklistermærker til kalendere, personlige bilklistermærker eller større designs til boligindretning.
3. Festartikler
Festartikler er en anden populær type Cricut-projekt. Du kan lave og sælge dekorationer til babyshower, polterabender og fødselsdage. Eksempler på håndværksidéer, der egner sig godt til fester, er cupcake-flag eller lignende (til at stikke i glasuren), invitationer, takkekort, bordkort, bannere og vimpler.
4. Skræddersyede gaveartikler
Cricut-håndværk fungerer også som fantastiske gaveartikler – især hvis du gør det muligt for kunden at sætte sit eget personlige præg. Overvej indflyttergaver såsom adresse-skilte, skræddersyede krus og personlige tekstiler, eller dimissionsgaver, såsom personlige notesbøger eller papirvarer, og gaver til nybagte forældre, f.eks. skræddersyede baby-sparkedragter og -tæpper.
5. Boligindretning
Boligindretningsartikler er en anden populær type Cricut-håndværk. Du kan bl.a. lave træskilte, vinylmærkater eller plakater med sjove motiver og citater. Det kan være en fordel at fokusere på en bestemt stil eller kategori – såsom en landlig vægdekoration, eller et boheme-inspireret køkkenophæng – eller på et specifikt rum og formål, f.eks. børneværelset, køkkenet eller sæsonprægede produkter til højtider.
6. Beklædning
Cricut-tøj fremstilles med strygbar vinyl og kan omfatte alt fra personlige t-shirts og sweatshirts til undertøj. Du kan vælge at gå den personlige rute eller skabe din egen kollektion med unikke Cricut-designs og nøje udvalgte farvekombinationer.
Gavebrandet Fighty Pants brugte en Cricut til at lave t-shirts og andre varer med det formål at støtte og styrke mennesker, der er ramt af kræft og andre alvorlige sygdomme.
7. Smykker
Du kan bruge en Cricut-maskine til at lave og sælge smykker i aluminium, kobber, træ, kunstlæder eller læder. Populære varer inkluderer kobberhalskæder, læderøreringe, armbånd i aluminium og herreartikler som urremme, slipsenåle og manchetknapper.
8. Papirvarer og kort
Hilsner, takkekort, god bedring-kort og papirvarer kan alle være profitable Cricut-forretningsidéer. For at differentiere dig fra andre producenter, skal du finde din egen unikke æstetik og overveje at fokusere på en niche.
9. Filtprodukter
Du kan også bruge en Cricut-maskine til at lave filtprodukter såsom blomster, bamser, julepynt og legetøj til børn. Overvej at have et udvalg af populære klassikere som filtede bjørne, hummer og zebraer i din butik, samtidig med at du tilbyder tilpasning af designs til mere specifikke eller nicheprægede ønsker.
10. Cricut-designs
Hvis du er en dygtig grafisk designer eller illustrator, kan du også tjene penge ved at sælge dine Cricut-designs som digitale filer til andre Cricut-brugere, der skal bruge dem til deres projekter.
Angie Holden sælger Cricut-designs til personlig og kommerciel brug, med fokus på illustrationer og citater til årets højtider og sæsoner.
11. Julehåndværk
Juledekorationer er en anden fantastisk cricut-forretningsidé, du kan lave og sælge. Du kan lave julekugler, halloweendekorationer og genstande til andre højtider, f.eks. påske. Andre produkter, herunder kranse, til og fra-kort og bannere, kan også være interessante for din målgruppe.
For at få kunderne til at vende tilbage kan du prøve at tilbyde særlige sæsonbestemte varer, der kun er tilgængelige i en begrænset periode.
12. Skilte til events
Din Cricut-maskine kan bruges til at fremstille professionelle skilte til forretningsmøder, fødselsdagsfester og familiebegivenheder. Overvej skilte til vejvisning, velkomstskilte, fotobaggrunde og bordnumre. Ved at arbejde med materialer som akryl, skumplader eller vinyl kan du tilpasse skiltene til enhver begivenhedsstil og sikre et professionelt udseende.
13. Nøgleringe
Nøgleringe og taskedekorationer er fantastiske personlige genstande. Du kan pryde dem med navne, initialer eller inspirerende budskaber. Prøv at lave dem af forskellige materialer som kunstlæder, akryl eller træ, og gør dem endnu mere attraktive ved at tilføje noget ekstra, f.eks. frynser eller glitrende detaljer.
14. Telefoncovers
Telefoncovers er en anden ud af mange cool Cricut-forretningsidéer. Du kan skabe telefoncovers i forskellige stilarter ved hjælp af blank, mat, holografisk eller glitrende vinyl. Hvis du vil gøre dem ekstra holdbare, kan du påføre et epoxylag over designene for at tilføje et beskyttende lag.
Tilpas dine covers med monogrammer, citater eller detaljerede mønstre. Producerer du samtidig covers til populære modeller som iPhone eller Samsung Galaxy vil du have et bredt marked at henvende dig til.
15. Gaveartikler til babyer
Markedet for gaveartikler til babyer bommer takket være mange forældre og gavegivere, der efterspørger unikke, personlige genstande. Du kan skabe skræddersyede baby-tæpper, beklædning, vægdekorationer til børneværelser og andre genstande til at følge en babys udvikling, f.eks. fotorekvisitter til at markere vigtige milepæle.
Moderne og kønsneutrale gaveartikler sælger ofte godt. Ved at tilføje barnets navn bliver gaven ekstra personlig og egner sig særligt godt til babyshowers og barnets første fødselsdag.
Vigtige overvejelser ved opstart af en Cricut-virksomhed
Hvis du er en erfaren Cricut-bruger, kan du tjene penge ved at sælge håndværk lokalt, via en online markedsplads eller gennem din egen webshop. Hvis tanken om at omdanne din hobby til en indtægtskilde begejstrer dig, kan det være tegn på, at du er klar til at starte din egen Cricut-virksomhed. Men før du tager springet, er her lige et par overvejelser, du bør gøre dig inden.
Målgruppe
Cricut-forretningsidéer er der nok af, så for at udvikle en profitabel forretning, kræver det, at du forstår forbrugernes behov og konkurrenternes aktiviteter – med andre ord skal du kende markedsforholdene. Ved at udføre markedsundersøgelser vil du bedre kunne forstå efterspørgslen efter dine produkter, segmentere dine målgrupper, fastsætte priser og endda designe din egen produktlinje.
For eksempel vil dine undersøgelser måske afsløre, at kunderne er villige til at betale op til det dobbelte for bryllupsartikler sammenlignet med sæsonbetonede produkter. Med denne indsigt kan du vælge at fokusere på bryllupsdekorationer og -gaver, målrette markedsføringen mod forlovede par og sælge produkterne i bryllupsbutikker og på messer.
Produktions- og forsendelsesomkostninger
Beregning af dine samlede produktions- og distributionsomkostninger kan hjælpe dig med at fastsætte priser og sikre, at du ender med at tjene penge på salg af dine Cricut-produkter. Medregn udgifter til materialer samt emballageomkostninger, forsendelsesomkostninger og opstart- og driftsomkostninger. Husk også at værdisætte din tid ved at fastsætte en timeløn og estimere, hvor lang tid det tager at fremstille hver genstand. Når du har beregnet dine omkostninger, kan du derefter prissætte dit produkt ved at lægge en avance oveni.
Salgskanaler
Bestem, hvor du vil sælge dine Cricut-projekter, så du bedre kan estimere dine omkostninger og yderligere segmentere din målgruppe. Du kan sælge dit håndværk lokalt ved at samarbejde med nærliggende detailhandlere eller deltage i håndværksmesser og markeder. Hvis du planlægger at sælge online, kan du oprette din egen online butik på en e-handelsplatform som Shopify eller tilmelde dig en online markedsplads som Amazon Handmade eller Etsy.
I dit valg skal du tage højde for dine målgruppers købsadfærd samt omkostningerne ved at sælge på hver salgskanal. Hvis du planlægger at lave og sælge ting online, skal du estimere omkostningerne ved din online butik eller markedspladsens salgsgebyrer. Sælger du derimod lokalt, skal du tage højde for eventuelle omkostninger forbundet med at bruge de valgte steder, såsom prisen for at få en stand på en håndværksmesse eller detailhandlerens andel af et salg.
Branding og markedsføring
Markedet for Cricut-design er ret mættet. Derfor er en unik brandidentitet og en solid marketingplan vigtig for at kunne differentiere din virksomhed fra konkurrenterne. Du behøver ikke at færdiggøre hver detalje af din langsigtede strategi, før du begynder at sælge produkter. Men det kan være nyttigt at oprette en online butik, forfine et par nøglebudskaber og identificere de primære kanaler til de indledende markedsføringsindsatser for at hjælpe dig med at komme godt fra start efter lanceringen.
Cricuts Angel Policy
Cricuts Angel Policy angiver, at virksomhedsejere kan lave og sælge op til 10.000 færdige projekter om året, så længe:
- Disse projekter kun er lavet af én person.
- At ethvert Cricut-design, der bruges, er licenseret under politikken. Dette inkluderer brug af licenserede skrifttyper og billeder fra Cricut Access-abonnementet.
Bemærk, at ikke alle billeder i Cricut Access-biblioteket er godkendt til salg, herunder mange mærker som Hello Kitty, Disney og DC Comics. Konsulter Cricuts brugsbetingelser for mere information og for at bekræfte, at dine forretningsaktiviteter overholder virksomhedens krav.
Værktøjer og materialer
Anbefalede Cricut-maskiner
- Cricut Maker 3: Den mest kraftfulde Cricut-maskine i sortimentet. Den kan skære mere end 300 materialer, såsom læder og balsatræ. Derudover understøtter den 13 værktøjer til skæring, prægning, gravering og mere. Den er bedst til professionelle eller seriøse hobbyfolk, der arbejder med forskellige materialer.
- Cricut Explore 3: Denne Cricut-maskine ligger et trin under Maker 3 og kan skære over 100 materialer, herunder vinyl og karton. Den er perfekt til hobbyfolk, der ikke har brug for avancerede værktøjer.
- Cricut Joy: En bærbar maskine til enkle projekter. Den kan skære 50 materialer og er god til at lave skræddersyede kort, etiketter og små mærkater. Den er et godt valg til begyndere, der har begrænset plads og ønsker at transportere deres Cricut.
De bedste materialer at bruge
Afhængigt af den maskine, du får, kan en Cricut håndtere en række forskellige materialer. De "bedste" materialer afhænger af dit projekt, men nogle af de mest populære muligheder omfatter bl.a.:
- Selvklæbende vinyl til vægklistermærker eller festdekorationer
- Heat Transfer Vinyl (HTV) til stofbaserede materialer
- Karton til scrapbøger eller 3D-papirhåndværk
- Vellum til invitationer eller dekorative overlays
- Kunstlæder til øreringe, nøgleringe og andre accessories
- Stoffer til syprojekter og specialfremstillede strygemærker
- Spånplader eller balsatræ til rammer, skilt eller 3D-håndværk
- Infusible Ink-overførselsark til levende, permanente designs på stof
Software og designressourcer
For begyndere er Cricut Design Space et godt sted at starte. Det er gratis og kan integreres med Cricut-maskiner. Cricut har også sit eget bibliotek ved navn Cricut Access, som indeholder billeder, skæringsklare projekter og skrifttyper. Du skal betale for at få adgang til værktøjet, men du kan bruge det i Design Space uden import eller konvertering.
For mere avancerede brugere er det muligt at kombinere forskellige værktøjer som:
- Adobe Illustrator for at få adgang til professionelle vektoredigeringsværktøjer
- Canva til at skabe hurtige, iøjnefaldende grafikker og designs
- Creative Fabrica for at få adgang til et stort udvalg af designs til skæremaskiner
Når du bruger ikke-Cricut designsoftware med din maskine, skal du blot gemme dine designs i et format, som Design Space kan genkende, hvilket er SVG (Scalable Vector Graphics).
Design Space er det computerprogram, der kommunikerer med din Cricut-maskine. Selv hvis du laver dit design i Adobe Illustrator, Inkscape eller et andet program, skal du i sidste ende importere det til Design Space for at sende skæreinstruktioner til din maskine.
Ofte stillede spørgsmål i forbindelse med Cricut-forretningsidéer
Er Cricut-forretningsidéer rentable?
Ja. Det er muligt at tjene penge ved at sælge Cricut-håndværk. En Cricut-maskine koster fra 1.200 kr., samtidig med at du vil skulle købe de materialer, du har brug for, men opstartsomkostningerne er relativt lave.
Hvad er lønnen for en Cricut-bruger?
En Cricut-brugers løn afhænger af salgsvolumen og profitmarginer. Du kan beregne din løn ved at lave en Cricut-forretningsplan og udregne dine forventede omkostninger og samlede salg.
Kan jeg starte en Cricut-virksomhed hjemmefra?
Da Cricut-maskiner er på størrelse med en gennemsnitlig hjemmeprinter, kan du nemt starte og drive en Cricut-virksomhed hjemmefra. Du kan også operere fra en lejet arbejdsplads, hvis virksomheden bliver for stor til at have derhjemme.


